Hamer Californian - en genoplivning16. januar 2015 - af Hans NissenHamer blev grundlagt i starten af 70'erne. Røverhistorien går på, at de herre guitarbyggere syntes, at kvaliteten på de aktuelle Gibsons og Fender var for dårlige (øj mand - det virker bekendt), og de gamle Gibsons og Fender var blevet for dyre for almindelige musikere (cue latterbrøl). Nå - så de startede, hvad der regnes for at være en af de første rigtige custom shops, og begyndte at fabrikere guitarer, der kostede ca. det dobbelte af, hvad man skulle give for en gammel Gibson (nyt latterbrøl).
Det går jo sjældent godt med firmaer, der satser på kvalitet. Så en gang i 80'erne blev de opkøbt, og så skulle der også laves billige guitarer i østen. De havde ellers en af branchens bedste slogans: "We don't have a custom shop. We are a custom shop". Men det bliver jo så en kende udvandet, når man får lavet billig serier i Asien ligesom - nå ja - alle andre. Men vintage hysteriet har allerede taget overhånd og ifølge internetintelligentsiaen, så er specielt de første produktioner "meget bedre" end de efterfølgende - hvor man vist også flyttede produktionsland og fandt noget endnu mere tarveligt træ at banke sammen til de umættelige horder af shredderwannabees i Vesten. Det skulle kunne relateres direkte til en udtalelse af Vivian Campbell. Men han er jo både konverteret til country og under mistanke for at være ghostwriter hos Ed Roman, så det skal man ikke lægge så meget i. Men alting har en ende og i guitarverdenen hedder den tit FMIC, der overtog Hamer for at lukke hele molevitten. Bum. Slut på den æra. RIP. Da en påske nærmede sig med raske skridt et år, gjaldt det jo om, at have et projekt klar til affyring, så man ikke endte i skidt (familie)selskab. Så jeg valgte at kaste mig over et restaureringsprojekt af en Hamer California Slammer Series, som skulle være en af de første meget mere fantastiske årgange af disse billige konfirmandfræsere. Restaureringsprojekt er måske en underdrivelse og retteligt var det mere en genoplivning af en dead on arrival. Blandt K3'erne var den berømte smileysprække på headstock, der vidner om mindst et uhensigtsmæssigt fald. Gøgl med elektronikken - en bridgepickup, der var tavs. Slidte og uens bånd. Dings og dongs på halsprofilen. Manglende vibratorarm (hvorfor får folk altid "smidt"den væk? - og hvor havner de henne?) Generel dårlig tilstand, snavs, støv og dårlige vibrationer. Dogmerne skulle dog være: Så meget som muligt på guitaren skulle genanvendes. Resten skulle kunne klares med ting, der lå i skuffen. Kun i akut opstået nødstilfælde måtte der indkøbes nye ting eller materialer. Der er jo to grøftekanter i sådan et projekt. Den ene grøftekant indeholder tesen om, at lige meget hvor meget man polere en lort, så er det stadigvæk en lort. I den anden grøftekant er tesen om, at alting kan opgraderes (moddes som det hedder blandt de unge) og blive meget bedre og OMG!detslåralledecustomshopspaderjegharprøvet. Så i første omgang skal lorten poleres mest muligt og så kan man derefter tage stilling til evt. målrettede forbedringer. Heldigvis koster det ikke andet end tid at polere og tid er som bekendt gratis, så lad os sammen tage på en mageløs tur gennem dette projekt, hvor vi sikkert kommer til at berøre flere kontroversielle emner undervejs. Først nogle før-billeder
Bridge-pickuppen måler ikke noget med multimeteret, og da det sandsynligvis er de originale Duncan-designede pickups, bliver det næsten for trist, at prøve at redde den. Det ser ud til at hælen har været tilpasset på et tidspunkt. Man kan se resterne af det fjernede træ på undersiden af gribebrættet og hullerne til halsskruerne har været flyttet og plugget. Det bliver spændende, om der er knald med intonationen. Men ellers er det noget af et fretboard overhang.
Smileybruddet ved headstock. Faktisk ser det ud til at der er to brudflader over hinanden. men de er ikke som sådan flækket endnu. Cracking waiting to happen, som man siger. Der mangler et stykke af gribebrættet. Men da jeg ikke lige ligger inden med et stykke rosentræ at kunne udbedre med, så bliver det ikke denne omgang det bliver fixed. Men det betyder jo ikke noget for lyd og spilbarhed, som der altid står i annoncerne. Lad os opremse de gode ting: Kroppen lader til at være en 2 eller 3 piece af mahogni-ish træ. Desværre lakeret i gennemsigtig vinrød, hvilket nok er den mest ærgelige, grimme lakering næst efter en hvilken som helst sunburst. Det ligger dog ikke inden for dette projekts rammer at forestå en omlakering. Som plaster på det vinrøde sår, så synger kroppen dejligt, når man tapper på den og råber man "Mike Varney" højt, så lader den til at sustaine i næsten det uendelige. Gode tegn. Halsen er en 3-piece ahorn - er det i øvrigt ikke lidt morsomt, at det betragtes som en bedre kvalitet, når halsen er limet af flere stykker - imens kroppen helst skal være af et stykke! Nå - tilbage til halsen - rosentræs/palisander gribebræt med 27 bånd - i hvert fald på den lyse e-streng. Truss rod fungerer og halsen ser lige ud ved en hurtig "sighting" . Så de to grundstene er på papiret i orden. Så skal resten bare fixes. Badum-tisch! Lad os starte med lige at kigge på headstock. Det ser unægtelig ud til, at der er blevet retoucheret på decalen - Så 1-2-3 ... Så kom det på det rene. Det er en Slammer Series, som var de første årgange, der blev lavet i Korea. De dyrere US-modeller havde kun Hamer stående på headstock, så mon ikke den har været ejet af en rigtig wannabee? Utroligt. Limen holder fint ved en stresstest og det andet formodede brud giver sig ikke. Så i første omgang gør jeg ikke mere ved det. Sammenlimningen blev faktisk utrolig pæn - nem at se bruddet - men "højdeforskellen" på træet blev minimal. Så skal halsen slibes. Jeg bibeholder lakken over serienummeret på bagsiden af headstock - samt det der sidder på skråkanterne på forsiden. Resten skal af. Så med korn 240 bliver lak fjernet og niveauforskellene ved det limede brud bliver rettet ud. Så skal hardwaren have en tur. Floyden bliver skilt helt ad og bliver renset med WD40, som bliver tørret grundigt af igen.
Stemmeskruerne får også en tur. Her efter og før nams. Så skal Floyden lige samles igen. Alt bliver tørret helt rent for WD40 og en smule grafit bliver smurt på de skruer, som der skal justeres på under almindelig brug. WD40 og andet oliestads vil bare samle støv og nams igen på rekordtid. Og flydende væsker er ikke noget vi vil have på vores guitarer. Grafit smøre og beskytter også lidt mod rust osv. Halsen er blevet en oplevelse for sig selv at spille på. Lækker, lækker bagside og båndplaningen har gjort det muligt at lave en ultra lav strengehøjde. Floyden er ikke helt god til at returnere til pitch. Men studsne er også godt slidte. Den originale halspickup er ganske uinteressant og jeg bryder mig ikke om den overdrevne jeg-laver-pinch-harmonics-bare-du-kigger-på-mig übermetalfræs der er på stolpickuppen. Men guitaren er præcis blevet så god, at jeg vil overveje at berige den med nogle ordentlige pickupper og måske en frisk Floyd fra Stew Mac. 27 bånd er mere sjov end anvendelig med 0,10'ere og standard tuning. 26. og 27. er næsten mere percussive lyde end egentlige toner. Men hey - det ser jo blæret ud. Her i solskinnet ligner den jo næsten et kandiseret mahogniæble - lige til at spise. Men der er nu nogle ting, der lige skal kigges nærmere på. Efter at have finjusteret på setuppet, er der stadigvæk noget buzz fra 16./17. bånd på e og a-strengene. Det kan skyldes: 1. At jeg har f**ket noget op i båndarbejdet. 2. At der måske skal planes noget fall away for at kompensere for en evt. kompression, når nu der er strengetræk på. 3. Både 1 og 2. 4. Noget andet. Det bliver også en læringsprocess - og jeg har nok været "heldig" primært at plane Warmoth-halse, som nok er en kende bedre konstrueret og bedre kan klare en standard planing uden yderlige dikkedarer (hvad det så end er?). Der skal også nye studs i, så vibratoren returnerer ordentlig. Umiddelbart er knivene fine nok, mens studs ser lidt ud til, at Satan har gnavet i dem. I samme ombæring bliver der indkøbt en arm, der passer til. En sort halsplade må det også blive til. Så er der noget gøgl med, at hele guitaren går i selvsvingsfeedback ved højere volumen. Man bliver næsten helt bange for den [:o]. Der skal jeg havde fundet årsagen. Hvis jeg får spilbarheden helt op og ringe, så skal den have nogle ordentlige pickupper. Jeg tænker noget a la en Pro Track i hals og så en Paf Pro i stol. Eller noget tilsvarende PAF-ish. Og hvis det kommer så langt, så skal humbuckerringen skiftes til en af metal. Bare fordi. Opdate - så fik jeg tid til at kigge videre på den. Så med en "notched straightedge" kontrolleres bøjningen, så båndene ikke får lov at spille ind.
Så får I lige en stribe billeder af det færdige resultat:
Du kan kommentere og diskutere dette blogindlæg på vores forum (kræver login) |
Tweet
|