Men alting har en ende og i guitarverdenen hedder den tit FMIC, der overtog Hamer for at lukke hele molevitten. Bum. Slut på den æra. RIP.

Da en påske nærmede sig med raske skridt et år, gjaldt det jo om, at have et projekt klar til affyring, så man ikke endte i skidt (familie)selskab. Så jeg valgte at kaste mig over et restaureringsprojekt af en Hamer California Slammer Series, som skulle være en af de første meget mere fantastiske årgange af disse billige konfirmandfræsere. Restaureringsprojekt er måske en underdrivelse og retteligt var det mere en genoplivning af en dead on arrival.

Blandt K3'erne var den berømte smileysprække på headstock, der vidner om mindst et uhensigtsmæssigt fald. Gøgl med elektronikken - en bridgepickup, der var tavs. Slidte og uens bånd. Dings og dongs på halsprofilen. Manglende vibratorarm (hvorfor får folk altid "smidt"den væk? - og hvor havner de henne?) Generel dårlig tilstand, snavs, støv og dårlige vibrationer.

Dogmerne skulle dog være: Så meget som muligt på guitaren skulle genanvendes. Resten skulle kunne klares med ting, der lå i skuffen. Kun i akut opstået nødstilfælde måtte der indkøbes nye ting eller materialer. Der er jo to grøftekanter i sådan et projekt. Den ene grøftekant indeholder tesen om, at lige meget hvor meget man polere en lort, så er det stadigvæk en lort. I den anden grøftekant er tesen om, at alting kan opgraderes (moddes som det hedder blandt de unge) og blive meget bedre og OMG!detslåralledecustomshopspaderjegharprøvet. Så i første omgang skal lorten poleres mest muligt og så kan man derefter tage stilling til evt. målrettede forbedringer. Heldigvis koster det ikke andet end tid at polere og tid er som bekendt gratis, så lad os sammen tage på en mageløs tur gennem dette projekt, hvor vi sikkert kommer til at berøre flere kontroversielle emner undervejs.

Først nogle før-billeder Masser af  funk, gunk og snask. Stol-pickuppen er lydløs :-) Og det ser ud til at den har fået pænt hvidt plaster på på et tidspunkt.Manglende halsplade.

Dødens gab! Ikke den mest optimale justering af en Floyd Rose. Meget cool detalje at sætte jack-outputtet omvendt bag på guitaren. Men måske ikke så fedt, når man er vant til at stille sin guitar fra sig opad noget. Til gengæld er det hele løst.

Import switch og mangelfuld wiring.

Bridge-pickuppen måler ikke noget med multimeteret, og da det sandsynligvis er de originale Duncan-designede pickups, bliver det næsten for trist, at prøve at redde den.

Det ser ud til at hælen har været tilpasset på et tidspunkt. Man kan se resterne af det fjernede træ på undersiden af gribebrættet og hullerne til halsskruerne har været flyttet og plugget. Det bliver spændende, om der er knald med intonationen. Men ellers er det noget af et fretboard overhang.

Smileybruddet ved headstock. Faktisk ser det ud til at der er to brudflader over hinanden. men de er ikke som sådan flækket endnu. Cracking waiting to happen, som man siger.

Der mangler et stykke af gribebrættet. Men da jeg ikke lige ligger inden med et stykke rosentræ at kunne udbedre med, så bliver det ikke denne omgang det bliver fixed. Men det betyder jo ikke noget for lyd og spilbarhed, som der altid står i annoncerne.Der er lidt battle scars på bagsiden af halsen. Og da jeg har tænkt mig at ændre finishen på halsen, så kommer de væk. Indklæbet skumgummi smuldre pga. alder. Og så mere af det lækre årgangssnask. Men ikke alt er skidt.

Lad os opremse de gode ting: Kroppen lader til at være en 2 eller 3 piece af mahogni-ish træ. Desværre lakeret i gennemsigtig vinrød, hvilket nok er den mest ærgelige, grimme lakering næst efter en hvilken som helst sunburst. Det ligger dog ikke inden for dette projekts rammer at forestå en omlakering. Som plaster på det vinrøde sår, så synger kroppen dejligt, når man tapper på den og råber man "Mike Varney" højt, så lader den til at sustaine i næsten det uendelige. Gode tegn. Halsen er en 3-piece ahorn - er det i øvrigt ikke lidt morsomt, at det betragtes som en bedre kvalitet, når halsen er limet af flere stykker - imens kroppen helst skal være af et stykke! Nå - tilbage til halsen - rosentræs/palisander gribebræt med 27 bånd - i hvert fald på den lyse e-streng. Truss rod fungerer og halsen ser lige ud ved en hurtig "sighting" . Så de to grundstene er på papiret i orden. Så skal resten bare fixes. Badum-tisch! Lad os starte med lige at kigge på headstock. Det ser unægtelig ud til, at der er blevet retoucheret på decalen - Så 1-2-3 ...

Så kom det på det rene. Det er en Slammer Series, som var de første årgange, der blev lavet i Korea. De dyrere US-modeller havde kun Hamer stående på headstock, så mon ikke den har været ejet af en rigtig wannabee? Utroligt. Og så af med al hardwaren på halsen. Og så ellers prøve at lave et kontrolleret "flæk" af bruddene. Eller rettere af det brud, der først giver sig. Evt. må man lave samme nummer med brud nummer to efter brud nummer 1 er lavet. Derefter testsamler jeg det med tvinger - uden lim - for at se om det kan presses pænt sammen og hvorledes tvingerne skal sidde.Der var nyligt en interessant lim-diskussion på basforum, hvor forskellige limtyper blev diskuteret. Men dogmet afgjorde hurtigt at valget faldt på Titebond, som er det, der lige var i huset.Så det blev limet og klampet søndag eftermiddag og fik lov til at ligge sådan til torsdag middag.Og det virker til at det virkede.

Limen holder fint ved en stresstest og det andet formodede brud giver sig ikke. Så i første omgang gør jeg ikke mere ved det. Sammenlimningen blev faktisk utrolig pæn - nem at se bruddet - men "højdeforskellen" på træet blev minimal. Så skal halsen slibes. Jeg bibeholder lakken over serienummeret på bagsiden af headstock - samt det der sidder på skråkanterne på forsiden. Resten skal af. Så med korn 240 bliver lak fjernet og niveauforskellene ved det limede brud bliver rettet ud. Derefter får den med korn 320, 400, 600, 800 og 1000. Når man går nedad i kornstørrelse begynder man på et tidspunkt (omkring korn 400) at polere mere end man sliber. Træet antager en mere og mere "glas-agtig" overflade. Det bliver så lækkert. Efter første gang med korn 1000, så får den en gang lemon-oil og derefter vådslibes der med olien med korn 1000 to gange mere.Herefter tørres/gnubbes den så tør som muligt med rent bomuldsklæde.Så skal den have bivoks. Dette er købt hos rockinger.de. Det arbejdes godt ind - får lov at sidde en 5 minutter og så poleres der indtil halsen fremstår lettere blank og skinnende. Alle skulle prøve at unde sig selv, at mærke sådan en hals. Det slår al nitrolak og gejl. Bagsiden er, at den skal have en renser og en voksbehandling en gang imellem. Til gengæld kan følelsen ikke slås. Den er mega "hurtig" og man får helt lyst til bare sidde og ae den. Bruddet ved headstock kan stadigvæk ses. Men kører man fingrene hen over kan det ikke mærkes.

Så skal hardwaren have en tur. Floyden bliver skilt helt ad og bliver renset med WD40, som bliver tørret grundigt af igen.

Det er smart lige at holde styr på sadlerne, da de har forskellig højde. Det er dog også stemplet på deres bagside.

Stemmeskruerne får også en tur. Her efter og før nams.Spøjst nok virker det til, at åbningen til stolhumbuckeren er malet med grafitmaling sammen med elektronikrummet, som samtidigt også har en metalplade monteret op imod guitarens top. Til gengæld har åbningen til halspickuppen intet. Og da jeg alligevel vil farve tremoloåbningen sort, så får det hele en tur med grafitmaling. Ikke fordi den skærmende effekt får så stor betydning her. Men sort er sort. Men grafitmaling er nasty sh*t at arbejde med, så husk at dække af.

Så skal Floyden lige samles igen. Alt bliver tørret helt rent for WD40 og en smule grafit bliver smurt på de skruer, som der skal justeres på under almindelig brug. WD40 og andet oliestads vil bare samle støv og nams igen på rekordtid. Og flydende væsker er ikke noget vi vil have på vores guitarer. Grafit smøre og beskytter også lidt mod rust osv. Der lå en vibrator-arm i kassen med guitarstuff, som passede med gevindet i den licenserede Floyd. Men æstetikken overlever vist ikke den sammensætning. Så skal båndene på halsen planes, krones og poleres. Jeg vil i dogmens tegn benytte en "tilrettet" Ron Kirn-metode her. Det betyder i første omgang at halsen skal justeres helt lige. Og inden vi gør det, så er det en god ide lige at tilse sådan en ældre truss rod. Så den løsnes helt med det korrekte størrelse værktøj. Gevindet på truss rod'ens møtrik får en smule grafit - her vil vi slet ikke se flydene lubrikanter, der kan sive ned og ødelægge halstræet. Den påmonteres igen og halsen justeres helt lige uden relief. Så skal gribebrættet dækkes af. Til det bruger jeg altid blåt malertape.Når tapens bredde er større end mellemrummet mellem bådene, så må skalpellen frem.Så der tapes hen over båndet og det fritskæres bagefter med skalpellen.Det er noget nørklearbejde - specielt med 27 bånd!Der kontrolleres lige igen, at halsen er helt lige. Jeg laver en "støttepølse" af noget flyttetæppe, således at halsen kan ligge fint uden at bøje/flekse under den kommende planing. Alle båndene bliver malet med en sort speedmarker. Leveling-filen er købt hos rockinger.de Ideen er, at man benytter filens egen vægt og sørger for at stryge frem og tilbage - skifte side - stryge frem og tilbage osv - således at alle bånd får lige meget "besøg" af leveling-filen. Man kan styge en enkelt gang ned igennem midten for at checke om halsen er justeret helt lige. I den perfekte verden vil alle båndene lige være blevet "kysset" af filen. Men det er klart at for lave bånd ikke bliver ramt. 4., 5. og 7. bånd fra venstre på ovenstående billede illustrer præcist det. Men man må checke hele halsen ned. Og hvis det virker til, f.eks at det kun er båndene i de to ender, der er  kysset, så tyder det på at der er for meget relief. Check og check igen. Så begynder man at stryge jævnt frem og tilbage. Ikke lægge pres på - kun benytte filens vægt og sørge for, at halsen ikke flekser (at den er klodset ordentlig op på "støttepølsen" ). For høje bånd vil hurtig vise sig ved, at der ligger betydeligt større  bjerge af slibespåner ved siden af. Tilbageværende sort tusch vil vise, hvor båndene endnu ikke er kommet i plan med de andre. Det kan både være hele bånd eller skæve bånd, hvor kun en del er filet væk. Men det er vigtig at blive med at slibe jævnt over alle båndene fra ende til anden. Modstå fristelsen til at slibe ekstra, der hvor tuschen ikke lader til at forsvinde. Det vil bare give en ujævn planing og så er det hele jo ligemeget. Der er altid nogle bånd, der driller og sådan en planingsseance kan nemt tage 20 minutter eller mere. Det sorte tusch skal helt væk. Færdig. Slibespånbjergnes varierende størrelse afslører tydelig, at båndene var som Kong Volmers på denne hals.Frem med tuschen igen og mal båndene. Nu skal tuschen bruges til at vurdere kroningen af båndene.Crowning- filen er købt hos Rockinger. Den trækker man i en jævn bevægelse en 4-6 gange henover båndet indtil at der kun er en smal stribe tusch tilbage øverst på båndet og der er en flot halvrund kroning af selve båndets top. Desværre sker det ikke altid i den virkelige verden. Bånd kan være for lave, så filen ikke kan aflevere en afrunding eller båndet kan være planet "for bredt" , hvis det har været højere end de andre. Så må man benytte 3-kants og 4-kants-file til manuelt at forme kronen. Det er nørklearbejde - det tager tid og man kan kun blive bedre til ved at prøve det mange gange. Vær meget kritisk i denne del af processen. Det er kronen på værket - haha - og hvis man sjusker mærkes det med det samme, så man strenger op. På denne hals måtte mere en halvdelen af båndene gås efter "manuelt" . Når man har triplechecket er det tid til båndpoleringen. Det er en process, der dels skal fjerne slibemærker fra filene og dels skal gøre spilleinterfacet super smooth at bende på. Alle bånd bliver strøget en 4-6 gange med korn 320 og korn 400. Så en 8-10 gange med korn 600 og korn 800. Så en 12-15 gange med korn 1000. Husk at stryge et bånd helt jævnt fra start til slut - ikke grovpudse partielt på båndet. Når man er helt færdig fjernes/støvsuges alt slibestøv helt væk. Så skal Dremel-værktøjet i aktion. En slibepude med en skvæs slipoline og hastighed på mellemniveau. Der efterpoleres med tør bomuldsklæde.Så skal tapen af - Og gribebrættet skal have en rensning.Til særligt namsede gribebrætter som dette bruger jeg noget alkohol-baseret rensemiddel, der hurtigt fordamper. Og så skrubbes der ellers grundigt med en tandbørste. Og så skal gribebrættet også have noget olie. Jeg kan forstå, at mange forumbrugere bruger mange mystiske ting til dette job, fordi at det åbenbart er nok for dem, at der står olie et sted på produktet. Men brug nu noget, der er lavet til træbrug! Og sådan en lille flaske Dunlop, som jeg benytter mig af, vil nemt holde en livstid hos en almindelig guitarist. Den flaske jeg har, er købt i 2006 og har behandlet mere end 100 gribebrætter + det løse. Og der er stadigvæk en kende mere en halvdelen tilbage. Og så dufter den bare af "ren guitar" - lækkert. Og nej - det udtørrer ikke gribebrættet for der er ikke presset 16 modne citroner ned i den. Den dufter bare sådan - det er træolie. Så blev guitaren skruet sammen igen. Jeg valgte at skifte omskifter og pot til nogle nye, jeg havde liggen. Stolhumbuckeren bliver i første omgang en S-D DeActivator der også lå og flød. Her er nogle spæde forårsshots af den genoplevede guitar: 

Halsen er blevet en oplevelse for sig selv at spille på. Lækker, lækker bagside og båndplaningen har gjort det muligt at lave en ultra lav strengehøjde. Floyden er ikke helt god til at returnere til pitch. Men studsne er også godt slidte. Den originale halspickup er ganske uinteressant og jeg bryder mig ikke om den overdrevne jeg-laver-pinch-harmonics-bare-du-kigger-på-mig übermetalfræs der er på stolpickuppen. 

Men guitaren er præcis blevet så god, at jeg vil overveje at berige den med nogle ordentlige pickupper og måske en frisk Floyd fra Stew Mac. 27 bånd er mere sjov end anvendelig med 0,10'ere og standard tuning. 26. og 27. er næsten mere percussive lyde end egentlige toner. Men hey - det ser jo blæret ud. Her i solskinnet ligner den jo næsten et kandiseret mahogniæble - lige til at spise. 

Men der er nu nogle ting, der lige skal kigges nærmere på. Efter at have finjusteret på setuppet, er der stadigvæk noget buzz fra 16./17. bånd på e og a-strengene. Det kan skyldes: 1. At jeg har f**ket noget op i båndarbejdet. 2. At der måske skal planes noget fall away for at kompensere for en evt. kompression, når nu der er strengetræk på. 3. Både 1 og 2. 4. Noget andet. Det bliver også en læringsprocess - og jeg har nok været "heldig" primært at plane Warmoth-halse, som nok er en kende bedre konstrueret og bedre kan klare en standard planing uden yderlige dikkedarer (hvad det så end er?). Der skal også nye studs i, så vibratoren returnerer ordentlig. Umiddelbart er knivene fine nok, mens studs ser lidt ud til, at Satan har gnavet i dem. I samme ombæring bliver der indkøbt en arm, der passer til. En sort halsplade må det også blive til. Så er der noget gøgl med, at hele guitaren går i selvsvingsfeedback ved højere volumen. Man bliver næsten helt bange for den [:o]. Der skal jeg havde fundet årsagen. Hvis jeg får spilbarheden helt op og ringe, så skal den have nogle ordentlige pickupper. Jeg tænker noget a la en Pro Track i hals og så en Paf Pro i stol. Eller noget tilsvarende PAF-ish. Og hvis det kommer så langt, så skal humbuckerringen skiftes til en af metal. Bare fordi. 

Opdate - så fik jeg tid til at kigge videre på den. Og denne gang bliver handskerne kastet - væk med dogmerne og ind med OCD'en [:D]Først skal det fretbuzz til livs. Af med halsen og juster den lige."Pølsen" er droppet. Jeg lægger den i en holder forhøjet op på en værktøjskasse for, at der er plads til, at headstock ikke rører ved noget.

Så med en "notched straightedge" kontrolleres bøjningen, så båndene ikke får lov at spille ind.Med en "fret rocker" undersøges det om nogle bånd er for høje/lave i forhold til de omkringliggende. Men det giver ikke umiddelbart noget resultat. Men vi ved jo, at der er noget galt? Mystisk.Jeg får ideen til at bruge et andet måleinstrument, der egentligt er beregnet til at måle strengehøjden over sadlen. Men det kan også bruges til at undersøge båndenes relative højde til gribebrættet. Og det afslører følgende:

Der er faktisk en svagt stigende "bakke op" fra 14. bånd i bas-siden. Det er ganske lidt. Men det kan jo være nok til at drille.Så jeg vælger at behandle de bånd partielt. Til det anvender jeg en båndfil, der er bedre til at file delvist på båndene. De bliver filet - målt - filet indtil "bakken" er væk. Så får de behandlede båndstykker turen med sandpapir og slipoline igen som tidligere vist.4Sound havde et demodeal på en Dimarzio Paf Pro i creme/zebra og så snuppede jeg en Pro Track med, så lyden kan komme i orden.Lidt stilstudier i lodning/shrink tubing:

Pickupringen er skiftet til en af metal. Halspladen er blevet skiftet til en sort. Studs er skiftet til nogle friske. Så Floyden fungerer fint igen. Den har også fået en ny sort trem-arm. Den er strenget op igen og den irriterende buzz er helt væk. Den lyder fedt med de nye PAF-pickupper - jeg elsker den lyd. Nu mangler bare den sidste finjustering/intonation ... 

Så får I lige en stribe billeder af det færdige resultat:

Du kan kommentere og diskutere dette blogindlæg på vores forum (kræver login)